Det er en smuk og solrig formiddag i en gårdhave midt i København. Ved et af bordene sidder den unge tyske bestsellerforfatter Daniel Kehlmann. Med en følelse af at virkeligheden indimellem overgår den vildeste fantasi sætter jeg mig ned ved siden af det unge talent og taler med ham om den dirrende linje mellem fakta og fiktion.

Med Kehlmann som hovedperson

Daniel Kehlmanns store gennembrud Opmåling af verden indtog i 2006 en fornem anden plads på listen over mest sælgende bøger i verden. Kun overgået af krimiens hr. Brown. Kehlmanns bestseller er noget så sjældent som en humoristisk historisk roman om de to store tyske videnskabsmænd: Den oplevelsesivrige naturforsker Alexander von Humboldt og det gnavne geni, matematiker og astronom, Carl Friedrich Gauss.

Jeg udfordrer indledningsvis Kehlmann til at forestille sig, hvordan en fiktiv roman med ham selv som hovedperson ville forme sig. Han omgår grinende spørgsmålet: ”Jeg håber virkeligt ikke, nogen skriver den roman!” Og fortsætter mere alvorligt med en retfærdiggørelse af sin egen brug af historiske personer: ”Historien tilhører den, der fortæller den. Men det har været vigtigt for mig at give karaktererne en chance for at protesterer imod min digtende fortolkning af virkeligheden.” Allerede på bogens tredje side hører man således Gauss snerre, at ”enhver tåbenakke om to hundrede år ville kunne gøre sig lystig over ham og finde på absurd sludder om hans person.”

”En roman om mig vil i øvrigt ikke være interessant” tilføjer han på en gang beskedent og undvigende ”det meste af tiden sidder jeg hjemme, så der vil virkeligt ikke være meget at skrive om.” ”Ligesom Gauss...” påpeger jeg i et forsøg på at få skub i fortællingen. Kehlmann bekræfter, men fortsætter uanfæget. ”På den anden side tager jeg jo hele tiden noget fra mit eget liv og bruger det, i det jeg skriver. Men så er det ikke længere om mig selv. Jeg transformerer det ind til noget objektivt, noget alment gyldigt.”

Tættere på den fiktive fortælling om det virkelige talent kommer jeg, trods anstrengelserne, ikke.

Litteratur som ligner, leger og er

I et fortsat forsøg på at finde grænsen mellem fiktion og virkelighed, fortæller Kehlmann om sit forhold til litteratur og beskriver i samme nu sin egen skrivestil: ”Jeg har altid interesseret mig for litteratur, der på en eller anden måde leger med virkeligheden. Litteratur som ligner virkeligheden, men ikke er virkeligheden. Litteratur, der overholder de grammatiske regler, men hvor historien ikke overholder universets regler.”

Jeg kommer til at tænke på et udsagn fra Kehlmanns roman Jeg og Kaminsky. En sarkastisk roman om den stort set i alle sammenhænge usympatiske journalist Sebastian Zollnerss kamp for at få samlet saftige og dermed godt sælgende detaljer til en biografi om maleren Manuel Kaminsky. Bogen er skrevet tidligere end Opmålingen af verden, men udkom først på dansk dette forår. I bogen siger siger den anerkendte, men nu skrantende og stort set glemte maler Manuel Kaminsky til den kyniske og ureflekterede Sebastian: ”Alt hvad man opnår af betydning sker i spring”

Ledende spørger jeg om udsagnet også kan opfattes, som en beskrivelse af Kehlmanns eget litterære greb. Han svarer bekræftende ”Det er en erfaring jeg har gjort mig som forfatter. Min oplevelse er, at den kunstneriske udvikling ikke sker gradvist, men i spring - man arbejder længe, kæmper med et spørgsmål uden at komme nogen vegne og så pludseligt opnår man et gennembrud, en erkendelse som gør at man er bedre end før.”

Mit spørgsmål var i virkeligheden tænkt endnu mere konkret og jeg uddyber ”Det virker på mig som om din teknik er at samle en række facts og derefter bruge fiktionen til skabe sammenhæng. Betydningen, fortællingens almengyldige sandheder, synes at opstå i de fiktive spring mellem fakta?” Kehlmann nikker tøvende ”Faktisk er det sandt. Jeg arbejder med udgangspunkt i fakta. Da jeg skrev Opmålingen af verden havde jeg hele tiden to eller tre faglitterære bøger om emnet til at ligge åbne på skrivebordet foran mig. Jeg tog de faktuelle begivenheder og digtede væk fra dem. Jeg forsøgte at gøre de enkelte begivenheder mere betydningsfulde sjovere, vigtigere - mere sande.”

Og han fortsætter underfundigt, ”når alt kommer til alt er der ingen realisme i kunst. Ikke en gang virkeligheden er altid helt virkelig, den er så underlig det meste af tiden. Kunst skal ikke være realistisk, men den skal være sand og der er mange andre måder at indfange sandheden end gennem realisme.”

Tilbage til virkeligheden

Med spørgsmålet om, hvorvidt der andet han gerne vil spørges om, ender interviewet i en spontan digterisk beskrivelse af virkeligheden.

”Hvis du spurgte mig om hvad jeg syntes om København, ville jeg svare, at jeg virkelig holder meget af at være her, men så vil folk tænke at jeg bare vil sige et eller andet høfligt. Men det er faktisk ikke sandt. Det er en vidunderlig by og jeg holder meget af den. Hvis man er heldig med vejret, som jeg er lige nu, er der intet bedre sted at være, det er som en drøm, det er så smukt.” afslutter Kehlmann poetisk, mens han vifter en flok ivrige fluer væk fra sin gule trøje og bemærker, at han må gå ind og skifte til sort. "Det passer sig for en digter," griner han.

Jeg og Kaminsky udkom som lydbog i efteråret 2008.

Læs også artiklen om Per Kofod, den danske forlægger bag Daniel Kehlmanns lydbøger.

Læs mere om lydbøger til download her.