Portræt af Henning Mankell - svenske krimis godfather
Portræt af Henning Mankell - svensk krimis godfather

Henning Mankell (f. 1948) har om nogen været med til at opbygge svensk krimis popularitet i udlandet. Hans foreløbigt ni bøger om den melankolske kriminalkommissær Kurt Wallander er udkommet i over 30 lande.
Mankell er kendt for sine samfundskritiske skildringer og en stil, der er knapt så rå som den, man møder hos eksempelvis Stieg Larsson og makkerparret bag Lars Kepler. Mankell kan snarere sammenlignes med Sjöwall og Wahlöö, som gjorde den samfundskritiske svenske krimi til deres varemærke i 1960’erne og 70’erne.
Wallanderbøgerne er omsat til både film og tv adskillige gange. Det har hovedsaligt været som svenske tv-produktioner, men også en engelsk miniserie med den roste skuespiller Kenneth Branagh som Kurt Wallander har gået sejrsgang og vundet priser i England.
Henning Mankell kan imidlertid meget andet end at skrive Wallanderbøger. Han er også forfatter til en række psykologiske spændingsromaner, eksempelvis Leopardens øje fra 2004. Desuden har hans skrevet to børnebøger.
Scenen for Mankells bøger er ofte Sydsverige, hvor Mankell selv er opvokset. Til daglig bor forfatteren skiftevis i den skånske by Ystad og i Mozambique.
Sammen med Jan Guillou er Mankell også manuskriptforfatter til krimitv-serien Talismanen, som blev vist på DR1 i foråret 2010. Både Mankell og Guillou medvirker i serien – som sig selv.
Alle krimier om Wallander er udkommet som lydbøger på dansk. Da Den urolige mand udkom som lydbog indtalt af Karsten Pharao, fik den fire hjerter i Politiken og følgende ord med på vejen:
”Alt i alt må man sande, at her er det levende ord bedre end det skrevne, lydbogen er bedre end bogen.”
Også en række af Mankells øvrige romaner for voksne kan fås som lydbøger. Se udvalget herunder.































