Portræt af Haruki Murakami
En stil som ingen anden - møde Haruki Murakami

Leder man efter en ener, i sprog, historier og personlighed, så skal man læse Haruki Murakami. Fra Forlaget Klims hjemmeside:
Haruki Murakami - manden der er helt sin egen
Haruki Murakami blev født i Kobe i 1949. Efter at have læst klassisk græsk drama ved universitetet i Waseda, bestyrede han en jazzcafé i Tokyo fra 1974 til 1981. I den periode skrev han sine første tre romaner ved køkkenbordet om natten, når han kom hjem fra caféen, og hans helt unikke stil gjorde ham hurtigt til en af Japans førende moderne forfattere. EN VILD FÅREJAGT, der kom på dansk i 1996, var han tredje roman, og den indbragte ham Japans mest prestigefyldte litterære pris, Noma-prisen.
Herefter skrev han yderligere to romaner, hvoraf den ene vandt Tanizaki-prisen og den anden,"Norwegian Wood", blev solgt i mere end to millioner eksemplarer. Tilsammen har hans romaner solgt i næsten 13 millioner eksemplarer i Japan. Den følgende roman, DANS DANS DANS, der udkom på dansk i 1999, er en fritstående efterfølger til EN VILD FÅREJAGT.
Haruki Murakamis bøger er oversat til 14 sprog, og TRÆKOPFUGLENS KRØNIKE betegnes af anmeldere verden over som hans absolutte hovedværk.
Murakami har boet i Frankrig, Italien og Grækenland, og han har i en årrække været tilknyttet både Princeton University ogTufts University i Cambridge, Massachusetts som såkaldt Writer-in-Residence. Her har han ved siden af sit forfatterskab oversat en lang række moderne amerikanske forfattere som John Irving, Raymond Carver, Raymond Chandler og Paul Theroux til japansk.
Murakami brød for alvor igennem den hjemlige lydmur med murstensromanen TRÆKOPFUGLENS KRØNIKE. Den er støt og roligt klatret opad på de danske bestsellerlister siden udgivelsen i foråret 2001 i takt med, at forfatteren har opnået nærmest kultstatus i både Europa og USA.




















