Portræt af Liza Marklund
Dronningen af lydbogskrimier - Liza Marklund

Hun er nordens funklende krimidronning og et helt almindeligt menneske.
Vi præsenterer: Liza Marklund
Mere end bare krimi
Liza Marklunds bøger er oversat til 30 forskellige sprog, udgivet i mere end 100 lande og solgt i over 7,5 millioner eksemplarer. Med hendes kriminalromaner om journalisten Annika Bengtzon tvinger hun læsere og lyttere helt ud på kanten af sofaen. I åndeløs spænding afventes gådernes spidsfindige løsning.
Men romanernes popularitet skyldes ikke kun, at læsere og lyttere fanges af Marklunds imponerende fortællertekniske præcision. Fortællingerne om Annika Bengtzon er meget mere end plotdreven jagt på forbrydere, de handler også om dagligdagsting som problemer i parforholdet, mandschauvinistiske chefer, svigt og utilstrækkelighed.
Hverdagens intensitet
Liza Marklund er uddannet journalist og har i flere år rapporteret om virkelighedens mord og katastrofer. Hun er født i 1962, bosiddende i Stockholm og har både mand og børn. Ligheden med bestsellernes hovedperson, Annika Bengtzon, der også er journalist, mor og hustru, er indiskutabel slående.
Præcist hvor virkeligheden slutter og fiktionen begynder er imidlertid underordnet. Interessant er først og fremmest Marklunds hårfine balancering mellem det enestående og det almindelige. Både fiktionens Annika Bengtson og virkelighedens Liza Marklund, er karrierekvinder og familiemødre i nutidens storby, men det er der også mange millioner andre kvinder der er. Krimiens traditionelle, ensomme helt placeret på samfundets rand er således skiftet ud med et helt almindeligt menneske.
Det almindelige og det sensationelle vikles i romanerne bestandigt uløseligt sammen, og det træder med overbevisende tydelighed frem, at hverdagens allestedsnærværende problemer kan være mindst lige så komplekse og nervepirrende som alskens mordgåder.
Marklunds heltinde og virkelighedens helte
Dynamikken mellem det enestående og det almindelige skaber krimier, der sender læsere og lyttere ud på hæsblæsende eventyr, uden at taget i virkeligheden på noget tidspunkt slippes. Det er krimier fyldt med identificeringens intensive nærvær. Sådan som det alene kan opleves, når fortællingerne skrives med hverdagen som underlag.
Og mens Marklunds heltinde stormer rundt efter forbrydere, sætter millioner af virkelighedens helte og heltinder jagten ind på flere bøger af den funklende krimidronning.
God fornøjelse!
Links:
Læs mere om Liza Marklund på hendes egen hjemmeside www.lizamarklund.com




























