lydbog: Dobbeltgængeren
Dobbeltgængeren
- Forfatter: Fjodor M. Dostojevskij
- Oplæser: Karsten Pharao
- Genre: Skønlitteratur
Goljádkin er en lavt rangeret embedsmand på et større kontor i Sankt Petersborg. Han føler sig ydmyget i det meget klassedelte samfund og drømmer urealistisk om øget rang og indflydelse.
Han skuffes gang på gang og føler sig krænket og nedværdiget, hvilket afstedkommer en sygelig sindstilstand, hvor han indbilder sig at møde sit alter ego: Goljádkin den yngre, som evner hvad ikke selv formår og uden skrupler maser sig frem og efterhånden fortrænger Goljádkin den ældre, der reduceres til en forsagt tåbe.
Om lydbogen
Dobbeltgængeren er fra Dostojevskijs ungdomsår og er hans anden roman udgivet i 1846. Romanen er blevet stående som en klassiker med sit psykologiske studie af menneskets komplekse, ofte modsætningsfyldte natur, der under ugunstige omstændigheder kan udvikle sig til sygelig skizofreni.
Dostojevskij (1821-1881) regnes i dag for en af verdens største forfattere gennem tiderne. Forfatterskabet er kolossalt og omfatter blandt andet de store romaner: Brødrene Karamazow, Idioten og Forbrydelse og straf.
Dobbeltgængeren er oversat fra russisk efter Двойник: Петербургская поэма af Ejnar Thomassen.
Lydbogen er indtalt af Karsten Pharao, der har 40 års erfaring med radio og TV i DR, hvor han har været meget benyttet som oplæser af skønlitteratur og poesi. Har de senere år indlæst en række lydbøger, bl.a. Hvide nætter af Dostojevskij, romaner af Steinbeck og Hemingway, Nabokovs Lolita
PRESSEN SKREV
”Ideen indlejret i Dobbeltgængeren – den interne splittelse mellem selvopfattelse og virkelighed, mellem hvad en person ønsker at tro om sig selv og hvad han i virkeligheden er, konstituerer Dostojevskijs første opfattelse af en karaktertype, der blev hans kendemærke som forfatter. Goljádkin er stamfaderen til alle Dostojevskijs splittede karakterer … som Kældermennesket, Raskolnikov, Stavrogin og Ivan Karamazov”.
– Joseph Frank, Dostoevsky, 2010







