lydbog: Ildspor - Wallander 5
Ildspor - Wallander 5
- Forfatter: Henning Mankell
- Oplæser: Morten Thunbo
- Genre: Krimi-Spænding
Det er den varmeste sommer i mands minde, sommeren 1994, svenskerne følger fodbold-VM, og kriminalkommissær Kurt Wallander vil gerne på ferie.
Men to sager sætter politiet i Ystad på den anden ende. En ganske ung, ukendt pige overhælder sig med benzin og brænder sig til døde midt på en rapsmark. Og en pensioneret justitsminister, myrdet og skalperet, bliver fundet under en båd på stranden. Snart følger endnu et mordoffer, denne gang en rig kunsthandler, skalperet efter samme recept.
At fange morderen inden han slår til igen, bliver en kamp med tiden. Wallanders folk forsøger at finde forbindelser mellem de to myrdede, som kan lede dem på sporet, og undervejs afdækkes grusomme hændelser i fortiden.
Om lydbogen
En rigtig Wallander-krimi i lydbogsform. Ildspor er fjerde lydbog i serien om kriminalkommissær Kurt Wallander, Henning Mankells meget populære hovedperson.
Henning Mankell er en af de store krimiforfattere vi har i Skandinavien, oversat og udgivet internationalt.
Pressen skrev
"Det skånske miljø, landskabet og vejrliget, politiets trælsomme arbejde, operaelskeren Kurt Wallanders sindsstemning, disse ting danner i forening en flot og rystende baggrund for en blodig forbrydelse.....svensk spænding, når det er bedst."
- Preben B. Christensen, Det Fri Aktuelt
"Henning Mankell tegner et præcist billede af Sverige, præget af uro og fremmedhad. Han formår at skrive en underholdende, spændende og vedkommende krimi med mennesker - ikke papfigurer - udklækket ved en skarpsindig forfatters ord."
- Holger Ruppert, BT
Hør alle de andre lydbøger i serien om Kurt Wallander







