lydbog: Ptolemaeusporten

Tre år efter de dramatiske begivenheder i "Golems øje", er Nathan - eller rettere John Mandrake - for alvor kommet højt på strå og er blevet udnævnt til informationsminister.

Krigen mod de oprørske kolonister i Nordamerika trækker i langdrag, og i London får lægfolket sværere og sværere ved at undertrykke deres utilfredshed med troldmandsstyret. Der udbryder strejker og endda regulære optøjer, og da Nathan samtidig kommer på sporet af en utilfreds flok troldmænd, som planlægger et kup mod regeringen, får han for alvor travlt. Især da det viser sig, at bagmanden er den gådefulde Hopkins, som spillede en lige så gådefuld rolle i balladen med golemen.

Nathan har brug for hjælp og sætter den sarkastiske djinni Bartimæus på sagen.

Men Bartimæus er ikke meget bevendt. Han er kun en skygge af sig selv, han er træt, hans essens er tyndslidt og sommetider har han end ikke kræfter til at fyre en rapkæftet bemærkning af!

Kan det virkelig passe, at hans eneste redning i nødens stund er Kitty Jones, den sorthårede pige fra den gamle Modbevægelse?

I denne tredje og sidste del af Bartimæus trilogien løftes sløret for Bartimæus’ fortid.

En fantastisk og overraskende slutning!

Lad det være sagt med det samme; Bartimæustrilogien er blandt det bedste fantasy der er oversat i flere år. Serien er en ægte page-turner og rummer i sin essens en originalitet som efterhånden ses sjældent inden for genren. Trilogien er velskrevet og beskrivelser af personer og særligt miljø er i en sjælden filmisk særklasse. Historien lever igennem flere personer på en gang hvilket fungerer perfekt. Den friskfyragtige Bartimæus kunne have udviklet sig til et irriterende og lidt plat indslag men hans humor har tværtimod vokset sig sjovere og leverer nogle komiske scener som krydrer handlingen der strengt taget er ret dyster. Sidste del i trilogien sætter et kraftfuldt punktum for serien. Universet, forfatterens troldspejl af London er så gennemført og udbygget at man som læser fuldstændig godtager de betingelser forfatteren har opstillet. Jeg synes at sidste bind i serien afrunder flot ved at være det bedste bind i serien og som lader sin læser sidde blæst tilbage hungrende efter mere.

Da forfatteren Jonathan Stroud fik antaget sit manuskript til det værk der nu foreligger som Bartimæus trilogien var indholdet slet ikke på plads. Stroud solgte en ide om en trilogi og nu har han så leveret varen som viser sig at være en helstøbt fantasyfortælling i samme kvalitetsklasse som f.eks. Pulmans trilogi Det Gyldne kompas.